Blogindlæg: L.A. Ring

 

Skrevet af Jes Nysten

Det har været lidt af et eventyr at være med i forvandlingen af et nedslidt og forsømt hus, der stod i fare for at blive revet ned, til det, det nu er: en smuk og indbydende perle.
Huset i Brøndgade 1 er forvandlet! Og det er jo ikke blot blevet et smukt istandsat hus: det genopstår som maleren L A Rings atelier. Det har det ikke været siden Rings død i 1933. Men nu er det sat i stand, dvs bragt tilbage til den oprindelige stand, så godt det har kunnet lade sig gøre.
Det næste der skal sker er indretningen. Heldigvis har vi både fotografier og beskrivelser at gå efter, og selvfølgelig er der også flere af Rings værker, der er malet der. Som noget helt særligt har vi erhvervet nogle af de møbler, der stod i rummene i de 20 år, Ring brugte huset som atelier. Så når indretningen er færdig, er vi så tæt på det “rigtige” hus, som man kan komme.
I de ganske få år hele dette arbejde med atelieret har stået på, er der sket en stigende interesse for Ring og hans værker. Jeg kan ikke påstå, at det alene skyldes vores arbejde med huset på Sankt Jørgensbjerg, men markant er det.

Mange af jer husker sikkert den fornemme Ring-udstilling, vi havde for to år siden i Kunstforeningen - en udstilling med værker i privateje. Det var for mange en øjenåbner: hvilke eminent kunstner Ring er.

Det er jo ikke fordi Ring har været glemt, men han har været gemt lidt væk og slet ikke fået den opmærksomhed, han fortjener. Godt nok var der den store udstilling på Statens Museum for Kunst “På kanten af verden” i 2006, og han fik et maleri med i Brian Mikkelsens Kanon, men generelt har der været lidt stille omkring ham.
Men slet ikke mere. Priserne på hans værker er steget betydeligt hos Bruun Rasmussen gennem de seneste år. Til december bliver der en udstilling om ham på Ordrupgård. Næste sommer åbner vi en spændende udstilling i Kunstforeningen: en “samtale” mellem den unge kunstner Kristian Touborg og L A Ring. Og vi arbejder intenst på at lave en udstilling i løbet af 2018 med fokus på Rings Roskilde-motiver.

Hvad kan det ikke føre med sig? Ihvertfald er der ingen tvivl om, at når atelieret åbner som informationscenter, vil det være med til at udbygge kendskabet og værdsættelsen af denne store kunstner.

 

 


Blog-arkiv

Blog-indlæg: Om L.A. Ring
Skrevet af Jes Nysten

Læs indlægget her

 


 

Blog-indlæg: Kunst og FNs Verdensmål
Skrevet af Jes Nysten

Læs indlægget her

 



Blog-indlæg: Kære New York
Skrevet af Annette Hvidberg og Arne Hansen

Læs indlægget her

 



Hvis der ikke vises et kommentarfelt nederst på siden kan dette skyldes indstillinger i din browser, der forhindrer visningen af kommentarfeltet. Benyt med fordel kommentarfeltet fra computer eller smartphone -ikke ipad/tablet. Og husk - det kræver en facebook konto for at kunne benytte denne funktion.

Mvh. Blog-redaktionen.

Formand, Jes Nysten og kommunikationsmedarbejder, Anne Klok