Einar Utzon-Frank (1888-1955)
Billedhugger, som i sin ungdom stod i lære som maler hos kgl. hofdekorationsmalere Nielsen og Hansen og som så studerede to år på Teknisk Skole under H. Grønvold.Einar Utzon-Frank var gennem hele sit værk skønhedsdyrker og æstet, og han blev hovedskikkelsen i den klassicistiske strømning, der prægede dansk skulptur i mellemkrigsperioden. Han gik kun et enkelt semester på Akademiet, hvor han blev ven med den noget ældre Kai Nielsen, med hvem han delte beundring for Rodin og den nye franske skulptur, som kunne studeres på Glyptoteket. Senere kom de to venner imidlertid til at repræsentere modsatte holdninger. Kai Nielsens frodige og sanselige modernisme var en direkte modpol til den klare og kølige U.-F., der aldrig slap traditionen fra Thorvaldsen. U.-F.s værk var baseret på et indgående kendskab til og beundring for den græsk- arkaiske og tidlige italienske renæssances skulptur. Han var stærkt optaget af skulpturens formelle sider, proportioner, balance og silhuet, foretrak ofte tvungne og utraditionelle stillingsmotiver, og hans figurer var sjældent rent frontale, men ofte med en let drejning i kroppen. Efter den store udlandsrejse 1912-13, hvor især de græske gavlgrupper i München og Donatellos enkle og rene former gjorde uudsletteligt indtryk, er den klassiske påvirkning tydelig i U.-F.s værk. F.eks. er der klare paralleller til den italienske ungrenæssances portrætskulptur i busten af datteren Grete. Gennembruds- og hovedværk er Afrodite fra 1914, den første blandt en lang række mytologiske kvindeskikkelser. Han har i denne skulptur kombineret kroppens harmoniske proportioner og gennemtænkte, glidende linier med dekorative detaljer i kvindens rent ornamentale hårpragt. En række statuetter fra 1910erne tydeliggør forkærligheden for de komplicerede stillinger, idet figurerne i deres raffinerede linieforløb afspejler tidens interesse for manierismens formsprog. Efter 1920 forlod U.-F. den overdrevent raffinerede stil og vendte sig især mod den monumentale skulptur, og hans forslag hertil var talrige. Han kom da også i mellemkrigsperioden til at udføre en lang række offentlige monumente. Enkel og respektfuld, men måske en smule stiv, er ligeledes hans sidste monumentalopgave, rytterstatuen af Christian X, som glider naturligt ind i gadebilledet. U.-F. var uhyre bevidst om et virkningsfuldt samspil mellem skulptur og arkitektur, og hans enkle, figurative stil var velegnet til udsmykning af en stor del af tidens nybyggeri. Som et modstykke til U.-F.s gennemtænkte skulpturer står en stor og frodig tegneproduktion. U.-F. blev i 1918 som blot 30-årig udnævnt til professor på Kunstakademiet. I sin undervisning lagde han stor vægt på en solid håndværksmæssig kunnen, og hans pædagogiske ideer byggede på idealer fra renæssancens store værksteder, hvor eleverne fik mulighed for at deltage i mesterens egne opgaver. Han fik som lærer og pædagog stor betydning og kom til at præge flere generationer af billedhuggere. Denne position betød imidlertid også, at hans skulpturelle idealer blev dominerende i noget nær en menneskealder, og han kom derfor næsten uundgåeligt i et modsætningsforhold, ikke blot til de samtidige, men også de yngre billedhuggere, som arbejdede frem mod en abstrakt skulptur.