Svend Wiig Hansen (1922-1992)

Kunstakad. Kbh., billedh.sk. (Johannes Bjerg og E. Utzon-Frank) 1946-50 med lange afbrydelser

Svend Wiig Hansens første del af vej til kunsten var fuld af forhindringer. Han var længe i vildrede om sin fremtid, en karriere som cirkusklovn eller sanger foresvævede ham, men et tilfældigt job med at klargøre støbte klatreengle satte ham på sporet af billedkunsten, og i 1945 blev han, en ikke særlig flittig, elev på Kunstakademiet. Det blev forholdet til skulpturen, der formede hele hans kunstneriske udtryksmåde. I 1946 debuterede han med skulptur på KE, men nogle år efter gik han også i gang med maleriet, tegningen og grafikken. I 1952 rejste W.H. til Stockholm for at se en stor mexikansk udstilling, som gav ham en afgørende inspiration. 1950erne blev et vigtigt årti. Han behøvede ikke at vente på et folkeligt gennembrud, det fik han hovedkulds, da hans skulptur Moder Jord vakte landsdækkende pressestorm, mens den var udstillet foran Aarhus Rådhus. Skulpturen blev fjernet, men ikke fra folks bevidsthed. Flere af hans senere værker har vakt udbredt forargelse, men ingen som Moder Jord. Allerede året efter, i 1955, konsoliderede han sit navn, idet hans store maleri De søgende fik stor opmærksomhed. En vigtig hændelse i 10-året var rejsen til Grækenland i 1957, som resulterede i bogen Græsk inspiration.. I et interview fra tiden udtaler W.H.: "Det er en ulykkelig tid for mennesket. Fantasien, drømmen og troen er taget fra os". Perioden og holdningen blev grundlæggende for W.H. og hans kunst, der i disse år kan ligne et patosfyldt skrig på menneskeskærlighed. Med årene blev følelserne og meneskeskildringerne dog mere sammensatte. Det blev mindre påtrængende at sætte det ædle mod det onde og i højere grad naturligt at anskue mennesket i dets modsætningsfulde sammensathed. W.H. modtog ofte mulighederne for at manifestere sig som vældige udfordringer og udførte tit store værker til eller på stedet. I hans værker findes mange modsætningspar, først og fremmest det afgørende liv og død men også form og formløshed, orden og uorden, fylde og tomhed, opbygning og nedbrydning, kærlighed og had, alle de kontrastfyldte kræfter, som styrede hans liv og især i de yngre år prægede hans værk. Med noget, der kan opfattes som enten overstadighed eller dæmoni, skabte W.H. sine monumentale menneskeskildringer i maleri, skulptur, tegning og grafik. W.H. kunne sit billedkunstneriske sprog, men modstod ikke fristelsen til at anspænde det til bristepunktet. Skønt det er det store generelle menneskesyn, der styrede ham, følte han sig nu og da kaldet til at give indsatsen en mere konkret adresse. Således udførte han et maleri til støtte for Christiania, en stor glascollage er bygget over Martin Luther Kingcitatet I have a Dream, og med det kæmpestore maleri Jorden græder bekendte han sin opfattelse af den globale trussel, som forureningen udgør.

Værker