Rudolph Tegner (1873-1950)
Dimitt. af J.P. Pedersen; Kunstakad. Kbh. 1890-93.Rudolph Tegners kunst er kendetegnet af hans tro på, at "det største og det skønneste ligger i det tragiske". Som ganske ung blev han ved et besøg på Akropolis voldsomt fascineret af den antikke græske kunst, som livet igennem blev en uudtømmelig inspirationskilde, om end dens ro og harmoni ikke satte sig spor i T.s egen kunst. Hans formsprog var præget af voldsomme bevægelser og en stærk dramatik, der stod i skarp modsætning til den stilfærdige realisme, som prægede størstedelen af dansk skulptur omkring århundredeskiftet. T. gennemgik sin uddannelse på Akademiet på rekordtid, 21/2 år, og havde fra begyndelsen en forkærlighed for store formater. Fra 1893-97 opholdt T. sig i Paris, hvor han kom i kontakt med andre danske kunstnere som Niels Hansen-Jacobsen, Jens Lund, Johannes Holbek og J.F. Willumsen, og blev som dem snart optaget af tidens dominerende kunstretning, symbolismen. Men samtidig følte han sig tiltrukket af det dramatiske og følelsesmæssige udtryk hos både Michelangelo, Auguste Rodin og Stephan Sinding. Symbolistiske ideer og trangen til det store format forenedes i trilogien Guddommen og mennesket. I 1904 vandt T. konkurrencen om et monument for Niels Finsen. Værket blev kaldt Mod lyset, og på baggrund af egen sygdom skabte T. en symbolsk illustration af Finsens opdagelse af lysets helbredende virkning. Skulpturens voldsomme kropssprog var bl.a. inspireret af Friedrich Nietzsches tanker om det sunde og stærke menneske, men samtiden fandt det både svulstigt og forkert i forhold til Finsens person. T. havde en stor beundrer og mæcen i brygger Carl Jacobsen, hvis kunstneriske smag gik i retning af det opdragende og fortællende, og for T. havde indholdet altid samme prioritet som formen. Det bragte ham til gengæld på kollisionskurs med de modernistiske billedhuggere. I mange år var T. en kuriøs parentes i dansk kunsthistorie, men de senere års kunsthistoriske forskning har givet ham en anden plads. Han har ydet et meget væsentligt bidrag til den danske symbolisme, og de senere års kropsfascination, også inden for billedkunsten, har gjort sit til en fornyet interesse for hans vitalistiske, muskelsvulmende figurer som tidstypiske eksempler på kropsdyrkelsen omkring og lige efter århundredeskiftet. T. lod i 1937-38 for egen regning opføre et museum til hele sin produktion.