Robert Jacobsen (1912-1993)

autodidakt

Robert Jacobsen kom som cykelbud til Henning Larsens Kunsthdl. i Vognmagergade i København og blev stærkt tiltrukket af kunstnermiljøet i det lille udstillingslokale. Her kom kunstnere som Folmer Bendtsen, S. Hjorth Nielsen, Erik Raadal, Eugene de Sala og Wilh. Freddie. Af stor betydning for ham blev også den tyske udstilling, der i 1932 blev afholdt på Den Frie. Især Paul Klee beundrede han meget, dels på grund af værkernes arketypiske karakter, dels på grund af kunstnerens intellektuelle overvejelser. J.s første træskulpturer blev til omkring 1930, og i 1935 lavede han sine første "dukker", bestående af forskellige kasserede genstande. I 1940rnes første halvdel udførte J. i granit og sandsten fabelvæsener, hvis rødder kan findes i den nordiske tradition. I efterkrigsårene begyndte han at hugge dybere og dybere i stenen for til sidst at gennembryde skulpturens masse og lade rummet indtage en selvstændig plads. Sammen med Richard Mortensen rejste J. i 1947 til Paris. J. var kommet til det punkt, hvor han ikke længere kunne hugge stenen uden at risikere, at den gik i stykker. Af den grund, men også af praktiske årsager, skiftede han materiale og begyndte at anvende jern, som var meget mere fleksibelt og samtidig billigere. Fra nu af blev rummet det vigtigste: En jernkontur afgrænser det rum, skulpturen består af. Værkerne fra 1949-50 kendetegnes ved en stor lethed, aflange trekantsformer og en lineær struktur, som kan minde om grafiske tegn. De virker meget bevægelige i modsætning til lidt senere værker fra omkring 1952-53, som er tættere i deres struktur og mere stabile. Som reaktion mod de sort bemalede skulpturer kom serien Dukkerne, som består af kasserede elementer fra værkstedernes affaldsbunker: Rusten cykelkæde, skruer, ståltråd m.v. Her kunne J. give sin fantasi frit løb, samtidig med at han ikke forsøgte at skjule jernets rå overflade, men derimod lod rustens forskellige nuancer træde frem. En lignende rå, uregelmæssig overflade kendetegner skulpturerne fra perioden omkring 1958-70. I 1960erne dukkede en ny serie figurer op, som han kaldte Personnager, og som i modsætning til dukkernes humor ofte har aggressive og lidt uhyggelige træk. I de senere år arbejdede J. med skulpturer, som indeholder en slags syntese af de tidligere abstrakte værker, men som ofte er i meget stor skala. Flere af disse skulpturer er blevet anvendt som monumentale udsmykninger. Sammen med den franske kunstner Jean Clareboudt har han ved Egtved realiseret en slags land-art park i Tørskind Grusgrav. I hele sit liv har J. bevæget sig mellem de to modpoler: Det strengt konstruktive og det fantasifulde og spontane.

Værker