UMAGE

Udstilling med 7 kunstnere

Fra 25.03.24 - 7.04.24

UMAGE

En udstilling med malerier, skulpturer, fotokunst og grafik af følgende syv kunstnere, der har gjort sig umage:
Ann-Marie Sofie Højgaard, Doron Silberberg, Dorthe Friis Christensen, Josephine Ernst, Judit Oxlund, Karen Serena, Regina Kanta.

Udstillingen ferniseres tirsdag den 26. marts kl. 15 til 17.

 
Ann-Marie Sofie Højgaard
Jeg oplever kunsten som en måde at leve på, tænke på, være i verden på og er inspireret af alt det liv, vi er sammen om at leve - interaktionen mellem os.Jeg bevæger mig i den naturalistiske genre, ofte med surrealistiske undertoner.
Teknisk går jeg i “de gamle mestres” fodspor med mange gennemskinnelige lag oliemaling.
Når der figurerer et kranie på et af mine værker, er det en reminder om at alt det liv, vi er sammen om at leve, også bærer døden i sig. I den erkendelse er livet dyrebart.
Insta: @ann_marie_sofie


Doron Silberberg
Jeg skaber skulpturer i ler, porcelæn og bronze, som kommentar og reaktion på begivenheder i mit liv og i Verden. Gennem leret kan jeg udtrykke mine små fortællinger, ofte med et kritisk, skarpt og indimellem humoristisk blik. Jeg minder mig selv om at undgå banalitet og forsøget på at behage publikum. Det er skabelsen, som jeg koncentrerer mig om, ikke salget.
Redaktøren af Kunstavisen, Tom Jørgensen har skrevet: ”Doron Silberbergs skulpturer er hele små magiske universer præget af finurlighed, fortælleglæde, saftige kommentarer, løssluppen humor og ironiske hip til vores ofte forskruede samfund. Inspirationskilden er surrealisme, commedia dell´arte og moderne assemblagekunst, men vigtigere end disse kunst- og kulturhistoriske referencer er livet selv.”
FB: Doron Silberberg Art - Insta: @doronsilberberg


Dorthe Friis Christensen
”Det skal være sjovt!”
Igennem mange år har jeg næret en usvækket kærlighed til akvarel-mediet, som jeg oplever giver uudtømmelige muligheder for at udtrykke sig kreativt, æstetisk og sjovt. Der er altid en vis grad af uforudsigelighed i processen, og indimellem kan det være en fordel at slippe kontrollen og lade farven flyde og bestemme selv.
Fra et mere naturalistisk udtryk bevæger jeg mig mere og mere hen imod det abstrakte og eksperimenterende , både hvad angår farven, kompositionen, mediet og materialet.
Indimellem ender det med collager, hvor også papir kan indgå. Dermed kan billederne få et næsten tredimensionelt udtryk. Jeg tror, at leg er sundt!
Insta: @dfcollage


Josephine Ernst
Efter mine adskillige ophold i Berlin gennem de sidste 10 år er det kontrasterne, som her har fænget mig. Byen med de mange modsætninger, som man som almindelig turist ikke lige får øje på med for eksempel de smukke slotte og de grumme fængsler eller magtens monumenter og de efterladte institutioner.
Insta. @josephineernst


Judit Oxlund
Når jeg maler……
Jeg har tidligere arbejdet meget med at male blomster, gerne med beskæringer/forstørrede udsnit over mod abstraktioner.
Senest tilkommet er en motivverden over mod det mere finurlige – ofte med et humoristisk og finurligt islet. Den kredser fabulerende om konkrete oplevelser og underbevidste konstellationer mellem mennesker, væsner, dyr – i transparente og lette farvestemninger. Jeg stræber efter at skabe en finurlig, glad, humoristisk stemning, som kan give et løft til de store og små ting i hverdagen.
Insta: @JUDOX123


Karen Serena
Til denne udstilling har jeg arbejdet med grafiske teknikker så som Collografi, fotogravure og koldnålsradering.
Materialer, som jeg kan skære eller ridse i, bruges både til dybtryk og højtryk.
Jeg kan klippe former ud ligesom et puslespil, eller arbejde med skabeloner, som jeg bagefter sværter ind og trykker på kobbertryks-papir. Jeg arbejder i lag på lag og det er i processen, at billedet bliver skabt.
Jeg er inspireret af naturens former, strukturer og stofligheder.
Kontrasten mellem de voldsomme naturkræfter og det rolige landskab.
www.karenserena.dk

 
Regina Kanta
"En verden i farver” 
Abstrakt - figurativt - naturalisme - realisme - urealisme er termer, jeg bevæger mig kunstnerisk i. Jeg elsker at lege med farven på en eventyrlig måde.
Jeg er inspireret af naturen og mit indre univers, men også hvad der sker i verden omkring mig.
Hvis man giver sig tid til at betragte og gå på opdagelse i mine malerier, vil man opdage mystik, eventyr og fortællinger.
Jeg arbejder med akryl på lærred, men også på papir.
Insta: @r.kantaart