Aktuelt lige nu

”Slaves of Euphoria”

en duoudstilling med Christian Finne og Astrid Marie Christiansen

Ny udstilling i Palæfløjen

”Slaves of Euphoria” - en duoudstilling med Christian Finne og Astrid Marie Christiansen om den livsnødvendige glæde.

Udstillingen er en kombination af maleri, skulptur og installation.

Artist talk
Tilmelding til Artist Talk findes nederst på denne side.

Om udstillingen
”Slaves of Euphoria” er et møde mellem Finnes fabulerende og syrede giganttegninger og Christiansens naivt formelle malerier, og det er samtidig et møde mellem de to kunstneres syn på skønhed, der findes overalt og er frigjort fra gængse dogmer om, hvad skønhed er. 

 Ser man på værkerne, så er det for Christian Finne de enorme tegninger, der er i centrum af hans konceptuelle fundament, hvor de rumlige interventioner folder tegningerne ud og gør det muligt for beskueren at træde ind i dem. Heroverfor står Astrid Marie Christiansens arbejde med skulpturelt maleri, hvor de specialbyggede rammers form er afgørende for motivets adfærd. Motiverne er ofte hentet fra hverdagen: Mønsteret på et sengetæppe eller et køkkengulv, en murstensformation eller farvekort fra malerhandlen.  

For begge kunstnere er den helt personlige oplevelse af, hvad skønhed er, og hvor man finder den, således et vigtigt punkt i deres virke. Christiansens motiver udspringer af tilsyneladende uvigtige hverdagsøjeblikke, som med deres egen skønhed har sat spor, som kunstneren selv arbejder videre med, og værkerne inviterer beskueren til et møde, der ikke handler om noget som helst andet end at være i den skønhed, maleriet beretter om. Og for Christian Finne er det et omdrejningspunkt, hvordan kunsten og den kunstneriske proces på den ene side er et ofte underbetalt og misforstået slid, der ikke har praktisk værdi i samfundets normale logikker – og på den anden side er altafgørende for, hvordan mennesker sanser og forstår den verden, vi lever i. Skønheden er en personligt erfaret oplevelse, der skal være fri og ikke bundet af andres idealer, og selve kunstens skønhed er knyttet til dens måde at være fri. 

Titlen ”Slaves of Euphoria” kan ses som en næsten sammenbidt reaktion på den verden, vi befinder os i. Monet stod i begyndelsen af 1900-tallet sin smukke have og malede åkander, mens resten af verden stod i flammer.
Denne udstilling handler ligeledes også om at fokusere på det skønne og på glæden - næsten som en ren overlevelsesmekanisme. ”Slaves of Euphoria” viser to kunstneres stædige tunnelsyn - en insisteren på, at skønheden findes, om ikke andet så i kunsten.

Udstillingsperiode: Fra d. 29.5. – 27.6. 2021.

Fernisering: Lørdag d. 29.5. kl. 12 – 14.

Adresse:
Roskilde Kunstforening Palæfløjen,
Stændertorvet 3c, 4000 Roskilde
ÅBNINGSTIDER
Tirsdag-søndag kl. 12-16
Mandag lukket

Udstillingen, "L.A. Rings vej til Roskilde?" fortsætter indtil 27.6. i Karnappen på 1 sal.

Denne udstilling er støttet af Statens Kunstfond.