Udstillingsår 2020

Roskilde UNDERværker

Udstillingsperiode 8. 12 - 6.9 2020

Kunsthusets næste udstilling er med Atelier Under, som viser udstillingen
“Roskilde UNDERværker”

”Roskilde UNDERværker” i Palæfløjen
En udstilling i Kunsthuset Palæfløjen med roskildekunstnerne fra Atelier UNDER
Atelier UNDER er et kunstnerværksted og udstillingslokale, der har eksisteret i mere end 20 år, som holder til i den 350 m2 tidligere tappehal i kælderen på den gamle spritfabrik, Møllehusvej 16 i Roskilde. De ti tilknyttede kunstnere arbejder med maleri, foto, grafik, tekstil, skulptur, performance og installation. Atelieret åbner dørene flere gange årligt til offentlige og meget velbesøgte arrangementer. Flere af kunstnerne er repræsenteret i danske og udenlandske gallerier.

Fernisering
I samarbejde med Roskilde Kunstforening arrangerer Atelier UNDER en fællesudstilling i Palæfløjen under titlen ”Roskilde UNDERværker” med fernisering lørdag den 8. august kl.12.00. Udstillingen løber frem til søndag den 6. september.

 Om de udstillende kunstnere:

  • Lisbeth Fabricius Johannsen bruger sig selv i en stribe selvportrætter og arbejder med maleri, foto og videoinstallation.
  • Stork Majgaard kalder sig selvvalgt semi-hjemløs livskunstner, der i et tegneserielignende univers udtrykker sig gennem story-telling åbent for fortolkninger.
  • Joan Møllegaard er ekspressiv og temperamentsfuld i sit abstrakte udtryk inden for maleri, print og skulptur.
  • Aske Kraul udforsker mineralers transformationsproces på lærred og lader det organiske udtryk tale for sig selv. Forandringsprocesserne spiller med i rummet sammen med beskueren.
  • Lilian Dørge arbejder med maleri og tekstiler. Til udstillingen er anvendt lokale plantefarver og japanske sy- og reparationsteknikker Boro og Sashiko, på silke, hør, uld, bomuld mm.
  • Kirsten Duus er optaget af landskabsmaleriet i by og natur i både abstrakt og figurativ form. Med valget af perspektiv og farvevalg tilstræber Kirsten en form for magisk realisme.
  • Mette Udengaard arbejder med abstrakt maleri og print. For tiden arbejdes der med udgangspunkt i lokale lindetræer, der også er omdrejningspunktet i sonetkrans-installationen “Linden i den lukkede have”.
  • Jan Brolykke arbejder med abstrakt og ekspressivt maleri på store lærreder med stærkt, temperamentsfyldt farvevalg. I malerprocessen eksperimenteres der hen til en dynamik og balance, der holdes i skak lige inden, det tipper.
  • Annelise Jensen er fotograf og zoomer ind på stemninger i naturen, skoven, vandet og der stilles skarpt på farver, kontraster og mønstre i hele vores område i Roskilde by.

 

Artist Talk
Onsdag den 19. august og onsdag den 2. september kl. 19:00-21:00, fortæller nogle af kunsterne fra Atelier UNDER om deres kunst, inspiration, materialer og processer mv.
Arrangementerne er gratis - tilmelding nødvendig, da antallet af pladser er begrænset pga. Covid19.

Tilmelding foregår via linket nedenfor.

KLIK HER