Udstillingsår 2020

Maleren Anders Kirkegaard

Udstillingsperiode 29. feb - 21. juni 2020

Denne udstilling kan stadig ses online. Se nedenfor.

ANDERS KIRKEGAARD
NATURE VIVANTE - Parafraser over L. A. Rings “Sommerdag ved Roskilde Fjord”

Anders Kirkegaard er en kompromisløs og temperamentsfuld kunstner, og hans malerier kredser om liv og død, fysisk og psykisk smerte, kærlighed og kærlighedens grusomhed. Anmelderne har kaldt hans kunst for tabuoverskridende, provokerende og frastødende.
Men det er ikke alt der er at sige om Kirkegaards kunst.
Han har udtalt: „hele mit liv har jeg sunget klagesange, men nu vil jeg i stedet synge hyldestsange”. Og disse hyldestsange gælder L A Rings værk “Sommerdag ved Roskilde Fjord”.
Anders Kirkegaard har udtalt, at han betragter det billede som ”det største, der nogensinde er frembragt i Danmark” - en opfattelse, som mange deler med ham.
Fællesnævneren for L A Ring og Anders Kirkegaard i den her sammenhæng er kærligheden til det afbildede sted, fjordlandskabet, som det udbreder sig på strækningen mellem Frederiksværk, hvor Ring boede dengang han malede billedet, og Lynæs ved Hundested, hvor Kirkegaard har boet siden han var 22 og som han betragter som sin hjemstavn.
Anders Kirkegaard ville gerne hylde Ring og hans værk ved at male en eller flere nyfortolkninger, såkaldte parafraser, over Rings billede, med sit eget forhold til landskabet i dag som det personlige udgangspunkt og erfaringsgrundlag.

Og det er netop disse parafraser, der vises på denne udstilling.

Værkerne er udformet som en række frie og tankevækkende nyfortolkninger af det visionære grundbillede.
Kirkegaards hyldestsange er aldrig bare tilforladelige og betryggende smukke stemningsbilleder. De vidner om liv og død, om det stadige livtag mellem det bestående og forgængeligheden.

Anders Kirkegaards "Parafraser over LA Rings Sommerdag ved Roskilde Fjord"
 - som en online oplevelse

Den korte version (ca. 2 minutter)

 Den lidt længere version (ca. 4 minutter)