Medlemstur

Kunstrejse til Skt. Petersborg

3.-8.maj 2020

Kunstrejse til Skt. Petersborg 3.-8.maj 2020

Efter den vellykkede kunstrejse til Skt. Petersborg i september 2019, har vi besluttet at gennemføre en lignende tur fra den 3.-8. maj 2020.

Programmet bliver som følger:

Søndag den 3.5.:

Vi flyver fra København kl. 9.05 med AirBaltic med mellemlanding i Riga, ankomst Skt. Petersborg kl. 13.50. Derpå går turen til Hotel Oktjabrskaja, som ligger tæt på hovedgaden Nevskij Prospekt, og hvor vi skal bo de næste 5 nætter. Efter tjek-ind kører vi til Blodskirken, som er opført det sted, hvor attentatet på Aleksander den 2. fandt sted i 1881. Derefter går vi samlet en spadseretur på Nevskij Prospekt, hvor vi får et første indtryk af denne fascinerende by. Vi får aftensmad på hotellet.

 

Mandag den 4.5.:

Vi bliver afhentet af bussen, som kører os til Peter-Paul-fæstningen, der blev opført som værn mod svenskerne, og som fængsel for politiske modstandere. Her har blandt utallige andre været indsat kendte personer som Peter den Stores søn, Aleksej, Dostojevskij, Trotskij og Gorkij. Vi besøger naturligvis også Peter-og-Paul-katedralen, hvor zarerne og zarinaerne ligger begravet, inklusive Dagmar, som er overflyttet fra Roskilde Domkirke. Efter frokost kører vi til rytterstatuen af Peter den Store på Dekabristpladsen. og efterfølgende besøger vi den vidunderligt smukke Isaakskatedral og den storslåede Kazankatedral. Resten af dagen er til fri disposition, hvor man kan besøge forskellige seværdigheder eller simpelthen slappe af på Nevskij Prospekt. Følgende kan anbefales: Dom Knigi (bøgernes hus), Jeliseev (delikatessemagasin), Fabergémuseet, Anna Akhmatova-museet, Pusjkinmuseet eller Aleksander Nevskijklosteret med tilhørende kirkegård, hvor bl. a. Tjaikovskij og Dostojevskij ligger begravet. Aftensmad er på egen hånd.

 

Tirsdag den 5.5.:

Om formiddagen får vi en rundvisning på kunstmuseet Eremitagen, som befinder sig i Vinterpaladset, zarernes residensbolig. Der er 400 sale med 3 millioner kunstgenstande, så vi må prioritere. Der bliver formentlig tale om Leonardo, Rafael, Tizian, Michelangelo, Goya, El Greco, Rubens, Rembrandt. Efter frokost bliver vi vist rundt i den store, ”hemmelige” impressionistsamling, som var skjult i Eremitagens kælder fra 1945 til 1996, og som befinder sig i Generalstabsbygningen ved Vinterpaladset. Her ser vi ukendte billeder af Delacroix, Degas, Renoir, Manet, Monet, Sisley, Pissarro, Toulouse-Lautrec, Cézanne, Gauguin, van Gogh, Bonnard, Matisse og Picasso. Resten af dagen til fri disposition. Aftensmad er på egen hånd.

 

Onsdag den 6.5.:

Efter morgenmaden kører vi til Det russiske Museum, hvor vi ser ikoner fra 1100-tallet, russisk malerkunst fra 1800-tallet, avantgardekunst fra begyndelsen af 1900-tallet, sovjetkunst og kunst, der var ikke-tilgængelig i sovjettiden samt nutidige værker. Efter frokost går vi hen til metrostationen ”Avtovo”, hvorfra vi tager metroen til metrostation ”Opstandspladsen nær vores hotel. Undervejs står vi af på forskellige stationer og ser på kunst i metroen. Aftensmad er på egen hånd. Denne aften er der mulighed for at opleve Mendelsohns ballet ”En skærsommernatsdrøm” i det berømte Mariinskijteater.

 

Torsdag den 7.5.:

Vi kører til Sennája Plosjtjad (Halmtorvet), en broget markedsplads, hvorfra vi går i Raskolnikovs fodspor. Efter at have gået rundt i de skumle gyder, hvor den fattige underklasse og de lavt rangerende embedsmænd boede på Dostojevskijs tid, besøger vi Dostojevskijs museum. Efter frokost følger en flot sejltur på Nevaen. Efter sejlturen, der slutter ved Bronzerytteren, kan man vælge at blive kørt tilbage til hotellet eller selv finde tilbage og besøge nogle af de mange attraktioner på Nevskij Prospekt eller shoppe undervejs. Der er fælles afskedsmiddag på en lokal restaurant.

 

Fredag den 8.5:

Efter de sidste indkøb kører vi til lufthavnen. Vi letter 14.25, og efter mellemlanding i Riga ankommer vi til København kl. 18.50.

 

NB: Ret til ændringer forbeholdes.

 

 

Pris: 9.400,- kr. Der tages forbehold for uforudsete prisstigninger.

Inkluderet:

Fly København – Riga – Sct. Petersborg – Riga – København.

Bustransfer fra lufthavnen til hotellet tur/retur.

Lokalbus, jf. program.

1 x indtjekket bagage á max. 20 kg.

Delt dobbeltværelse med bad toilet.

5 x morgenmad.

4 x frokost (inkl. 1 fl. vand & kaffe el. te).

2 x middag (inkl. 1 fl. vand & kaffe el. te).

Dansktalende lokalguide.

1 x entré til Peter-Paul-fæstningen, Blodskirken, Isaakskatedralen, Kazankatedralen, Eremitagen, Det russiske Museum, sejltur på Nevaen, metrotur og Dostojevskijs Museum

4 foredrag inden afrejse.

Ikke-inkluderet:

Rejse- og afbestillingsforsikring.

Enkeltværelsestillæg (1070,00 kr.)

Al anden fortæring.

Drikkevarer til maden.

Visum (se nedenfor)

Øvrige informationer:

Man skal ikke mere møde personligt op på det russiske visumcenter for at få visum. Visum er elektronisk og p.t. gratis. Vi vil orientere om fremgangsmåden i god tid.

Vi har reserveret 11 enkelt- og 12 dobbeltværelser.

Vi vil forsøge at skaffe billetter til ballet i Mariinskijteateret til de særligt interesserede.

Der vil sandsynligvis blive afholdt 4 foredrag for deltagerne i rejsen i løbet af foråret. Et om Petersborgs historie, et om billeder i Impressionistsamlingen, et om Dostojevskij med særligt henblik på Raskolnikov og et om den russisk-ortodokse kirke med særligt henblik på ikoner.

Tilmelding vil være mulig fra onsdag den 30.oktober 2019 kl 16.00 via dette link

Der kan kun tilmeldes én person ad gangen, og rejsen er kun for foreningens medlemmer.

Depositum, kr. 2.000,00 betales via netbank lige efter tilmelding: Reg. nr.: 1551, Kontonr. 1129791 (husk at skrive ”Petersborg” og jeres navn(e). Restbeløbet skal være os i hænde senest 17. februar 2020. Efter denne dato er tilmeldingen bindende.
Indbetalingerne kan godt finde sted for to personer samtidigt. Såfremt man melder fra i perioden fra den 30. oktober til den 17. februar, bliver der fra depositummet trukket er ikke refunderbart beløb på 500,- kr., således at man kun får tilbageført 1500,00 kr.

Max. deltagerantal er 35 personer efter først til mølle-princippet. Turen bliver gennemført ved minimum 30 deltagere.

Turledere: Jes Nysten, tlf. 24656783, mail: jes.nysten@icloud.com og
Wedell Naumann, tlf. 20254556, mail: naumann.wedell@gmail.com