for medlemmer

Kunstrejse til Madrid

i september 2022

 

Kunstrejse til Madrid den 21.-26. september 2022 for medlemmer af Roskilde Kunstforening

Program for rejsen:

Madrid er byen med de tre store verdensberømte kunstmuseer, Museo del Prado, Museo Nacional Reina Sofia og Museo Thyssen-Bornemisza.

Det er en by med store bygningsværker, store boulevarder, store pladser, grønne parker. Særligt charmerende er de gamle kvarterer med små hyggelige torve med gode cafeer.
Byen emmer af historie på de tre store pladser Puerta del Sol, Plaza Mayor og Plaza de España, og dem skal vi selvfølgelig besøge.

Vi skal besøge Museo del Prado, der blandt andet rummer en stor samling af de tre berømte mestre. Velazquez, der er den største af de spanske guldaldermalere. El Greco, der lægger sig mellem renæssance og barok, og Goya, der er mest kendt for sine “mørke” malerier.

På Museo Nacional Reina Sofia skal vi se Picassos berømte Guernica, der skildrer bombningen af en baskisk landsby.
Desuden kan man se værker af 1900-tallets spanske fornyere som Dali, Picasso og Miro.

På Museo Thyssen-Bornemisza er det muligt at se den europæiske middelalders historie, de hollandske mestre fra 1600-tallet, de russiske konstruktivister og de tyske ekspressionister fra 1900-tallet.

Vi skal have en rundvisning i den smukke tyrefægtearena på Plaza del Torres - en vigtig del af Madrids historie. En ikke særlig kendt men kunstnerisk perle skal vi også besøge: et lille kapel udsmykket af Goya.

Vi skal selvfølgelig også en aften se flamenco.

Og ikke nok med det, så kører vi i bus til Toledo om søndagen, en times tur, og ser flere af El Grecos malerier i kirken og i Casa-Museo de el Greco.

Besøgene på de tre museer vil ligge lige efter morgenmad. Efter en introduktion vil der bliver mulighed for at bruge al den tid, som man ønsker på egen hånd. Frokosten spises individuelt.
Sidst på eftermiddagen samles vi igen til ture i byen med udgangspunkt fra vores hotel.

Hver aften - undtagen på ankomstdagen - spiser vi sammen på en hyggelig restaurant forskellige steder i byen.

Hotellet ligger centralt, så vi kan gå til det meste. De gange, hvor der er brug for kørsel, har vi inkluderet taxaer i prisen.

Praktiske oplysninger

Deltagerantal: 33 personer
Tidsrum: 21.-26. september 2022
Pris: 9.900kr for dobbeltværelse

Pris: 11.400kr for enkeltværelse

Turledere: Jes Nysten og Sanne Holm

Inkluderet:

Fly København - Madrid tur/ retur Bustransfer lufthavn - hotel - tur/retur Taxa i Madrid
Bustur med guide til Toledo

Fem overnatninger på hotel Iberostar Las Letras, Gran Via 11. Fem gange morgenmad på hotellet.
Fire fællesmiddage, eksklusiv drikkevarer.

Entre til de 3 museer, til Plaza del Torres og til flamenco.
Der bliver et fællesmøde inden turen. Dato oplyses, når deltagerlisten er på plads.

Tilmelding

Sker via dette link TILMELDING

Tilmelding åbner fredag d.10.06 kl. 16.00. Der kan kun tilmeldes en person ad gangen.

Depositum
2.000kr betales via netbank senest 3 dage efter, at man har fået bekræftelse på, at man er på deltagerlisten.
For de, der skal bo på dobbeltværelse, er det nok, at en person betaler for begge.

Efterfølgende får alle deltagere besked om betaling af restbeløb, om andre praktiske ting og om et detaljeret dagsprogram.

Der vil blive oprettet en venteliste.