Udstillingsår 2023

KUNST og TONER - et hollandsk blik indefra og udefra

Udstillingsperiode 27.5. til d. 25.6. 2023

KUNST og TONER - et hollandsk blik indefra og udefra

Fra d. 27.5. til d. 25.6. 2023 viser Palæfløjen en udstilling med værker af Alphonse Kerckhoffs (1887-1981).

Navnet Alphonse Kerckhoffs klinger ikke umiddelbart dansk. Alligevel er udstillingens billeder malet af en lokal kunstner med et indgående kendskab til og forkærlighed for Roskilde og omegn.

Musikeren og maleren Alphonse Kerckhoffs blev født i Holland i 1887. Han kom til Roskilde i 1913, efter at han var blevet tilbudt en stilling som organist ved Skt. Laurentii kirken. Samme år blev han gift med Ragnhild, der var maleren Sofie Holtens plejedatter, og parret flyttede ind i en villa på Skt. Ibsvej 7. Her begyndte Kerckhoffs at male, og han blev hurtigt en anerkendt Roskilde-maler, der satte sit præg på det lokale kunstliv, specielt fra 1930’erne til sidst i 50’erne.

Kerckhoffs var en dygtig tegner og en værdsat portrætmaler, men det var naturmaleriet, der havde hans største opmærksomhed. Mange motiver fandt han tæt på sin bolig, blomstervaser på stentrappen eller udsigten fra vinduerne i huset blandt andet til Skt. Ibs kirkerum. Men også landskaberne omkring Roskilde og efterårets skovbund i Boserup skov, var motiver, han ofte vendte tilbage til. Alphonse Kerckhoffs lod sig gerne inspirere af andre kunstnere, ikke mindst den hollandske maler van Gogh, hvilket ses både i Kerckhoffs motivvalg, og hans malemåde med de hastige penselstrøg og den tykt påførte maling.

Alphonse Kerckhoffs værker har flere gange været udstillet i Roskilde Kunstforening, senest i 1998.  Hovedparten af udstillingens værker tilhører i dag kunstnerens barnebarn J. U. Holten. To af værkerne er udlånt af Roskilde Museum. Så tak til værkejerne, fordi de endnu engang har gjort det muligt at udstille Kerckhoffs værker og vise en hollænders blik på Roskilde og omegn, indefra og udefra.