Tidligere i 2022

INTUITION

Udstillingsperiode 30.april til 19. juni 2022

INTUITION

Udstillingen INTUITION, består af keramik, maleri, mixed media, grafik og tegning.
De tre kunstnere som udstiller er, Dorthe Steenbuch Krabbe og hendes 2 døtre, Luise Haugen og Caroline Krabbe.  

 

Dorthe Steenbuch Krabbe arbejder i værkstedet med ler af den groveste slags i røde, sorte og lyse farver. Hun former sine skulpturer på en intuitiv og eksperimenterende måde, i flere forskellige retninger og teknikker.  Alle fire elementer: jord, vand, luft og ild er til stede og aktive i den keramiske skabelsesproces i kombination med lerets stoflighed, glasurens oxyder, og farvernes indbyggede overraskelser. Inspirationen hentes i årstidernes skiften, naturens formsprog, strukturer og mønstre. 

 

 

 

Luise Haugen anvender akryl, silkepapir og genbrugsmaterialer på lærred og glas, men hun arbejder også i tredimensionel form. Det delikat skrøbelige og gennemsigtige papir danner fine rynker og skaber sanselige fortællinger i samspil med tyktflydende farve, brudte mønstre og vægtige former. Hendes værker er eklektiske undersøgelser, en visuel leg. De er fysisk nærværende i lige så høj grad, som de er visuelt kalejdoskopiske. Luise Haugen er optaget af modsætninger og samspillet af uhomogene og tilfældige elementer, hvor materialer og farver har frit spil. Der er tale om analyse og kontrol overfor intuition og spontan ekspressivitet.

 

Caroline Krabbes arbejde er centreret omkring tegning og keramik. Tegningerne er inspireret af relationerne mellem mennesker. Perspektivskift spiller med beskuerens opmærksomhed. Scenarier ændres bevidst og elementer forvrænges, og bringer dem tættere på en magisk virkelighed. Der er plads til fordybelse og refleksion i genkendelige situationer og elementer. Konventionelle regler gentages, og fantasien griber ind i virkeligheden. I keramikkens formsprog har Caroline Krabbe udviklet værker inspireret af og relateret til sine tegninger, og samtidig får tegningerne et helt nyt perspektiv gennem leret, da begge medier er stærkt beslægtede og løbende kommunikerer med hinanden.

 

 

Udstillingsperiode og fernisering

Udstillingen INTUITION, har fernisering i Palæfløjen, Roskilde Kunstforening, lørdag, d. 30. april kl. 12-14. 
Udstillingsperioden løber fra d. 30. april, frem til d.19. juni 2022.

Kunstneraften

Onsdag d. 4. maj kl. 19, hvor vi møder kunstnerne og drøfter deres værker.
Tilmelding - klik her

Gratis for medlemmer. 50 kr. for ikke-medlemmer.