Med fotograferne E. Vinæs og E. Jørgensen

FIKTION og virkelighed - hvad et kamera kan bruges til

Udstillingen vises fra 10.08 til 8.09.2024

FIKTION og virkelighed

- hvad et kamera kan bruges til

Fernisering: Lørdag den 10. august kl. 12

Udstilling: Lørdag den 10. august til og med søndag den 8. september

Åbent: Tirsdag til søndag kl. 11 til 15

Entré: Gratis

Kameraet lyver ikke, som det siges. Til gengæld kan fotografen have et særdeles afslappet forhold til sandheden. Det viser fotokunstnerne Else Vinæs og Erik Jørgensen på deres udstilling ”FIKTION og virkelighed”, som vises i Karnappen på 1. sal i perioden 10. august til 8. september.

Else Vinæs og Erik Jørgensen arbejder i spændingsfeltet mellem fiktion og virkelighed. Deres arbejder er ikke "sandt" fotografi i den forstand, at det færdige billede repræsenterer noget, som et kamera nogensinde har "set". Ved digitalt at kombinere elementer fra flere forskellige billeder skabes en fiktion. Der skabes en ny virkelighed, som aldrig har eksisteret, og som heller aldrig kommer til det.

Det er et helt ufravigeligt princip, at de udelukkende arbejder med egne fotografier, når de laver deres fiktioner. De henter ikke billeder fra nettet, selvom det kan gøres helt lovligt, og de låner ikke hos andre – heller ikke hos hinanden. De anvender heller ikke AI-programmer. Udgangspunktet er fotografisk realisme. Resultatet er en fotografisk fiktion.