Udstillingsår 2022

Carsten Dahl i Palæfløjen

Udstillingsperiode 26.2. 2022 - 27.3. 2022

Carsten Dahl i Palæfløjen

"Det ubetingede anliggende"

Roskilde Kunstforening fortsætter sin udstillingsrække i Palæfløjen med et afsæt i evigheden.

Billedkunstneren og musikeren Carsten Dahl tager afsæt i et evigt, ubetinget anliggende, der kommer til at stå i kontrast til menneskets tidsbegrænsede og betingede anliggende. I hans malerier finder man de mange lag sjælelige spejlinger af naturen, hvori både de ydre landskaber og de indre landskaber er ækvivalente størrelser.

Det ubetingede anliggende er fællestitlen for disse værker.
Carsten Dahls koloristiske og ekspressive værker er fortættede øjebliksbilleder, som sondrer mellem menneskets ensomme vilkår og følelsen af den betingede forladthed. Beskueren inviteres så at sige på en vandring ind i hans autistiske univers af tidløse eksistentielle stemninger, på samme måde som musikeren længes efter at hænge i overtonen og efterklangen.

Gennem hele barndommen oplevede han en stor forladthed, idet han kæmpede med en uopdaget Asperger-diagnose og voksede op i et dysfunktionelt hjem efterfulgt af 8 år på en kostskole med tyranni og overgreb. Mentalt set efterlod disse traumatiske oplevelser ham i et ingenmandsland, hvor han var nødt til at række ud efter en imaginær smukkere verden. Og som en anden tryllekunstner forvandlede han smerten til skønhed.

Antallet af lag på lærrederne oplever Carsten følgelig som levet liv i form af kamp, håb og tab. En slags tredimensionel psykologi, som i kunsten bliver til et metaunivers. Dette er for ham udover at være en selviagttagende og terapeutisk undersøgelse også et nådefuldt sted at befinde sig i hans evindelige søgen efter at høre til. Han arbejder systematisk og disciplineret hver eneste dag og ofte mange timer ud fra længslen efter at møde det guddommelige i sine kunstneriske værker. Ikke desto mindre, anser han sig selv for at være for lille til noget så stort og på samme tid anerkender han det faktum, at det største af alt ofte er at finde i det mindste.

Hele Carstens virke gennemsyres af stor forladthed og længsel. Han maler ikke længslen og forladtheden, han ER længslen og forladtheden. Fuldstændigt i tråd med Suzanne Brøggers ord: ”Carsten er jo ikke musiker. Han ER musikken.” Vi er derfor glade for at kunne afholde en kunstneraften som en koncert med musikeren bag malerierne. Se nedenfor.

Carsten Dahl udtrykker en stor glæde og ære over at have modtaget invitationen til at udstille i Palæfløjen - Roskilde Kunstforening, som han ved denne lejlighed ønsker at takke for det ihærdige arbejde, der gøres for at få kunsten ud i verden trods tidens mange benspænd.

 

 (Fotos af Kasper Kristoffersen)


 

Udstillingsperiode: Fra den 26. februar - 27. marts 2022. Tirsd.-sønd. Kl. 12-16 – Gratis adgang
Fernisering: Lørdag den 26. februar kl. 12 – 14.

Åbningstale ved forfatter, mag.art og Ph.d i politisk kommunikation Billy Adamsen
Adresse: Palæfløjen, Roskilde Kunstforening, Stændertorvet 3c, 4000 Roskilde

Koncert: Onsdag d. 2. marts kl. 19, kunstneraften og koncert med Carsten Dahl.
Pris: 100 kr. pr. deltager.
Arrangementet er for medlemmer af Roskilde Kunstforening.

Tilmelding på foreningens hjemmeside
LINK TIL TILMELDING KLIK HER Vi beklager - der er i øjeblikket ikke adgang til tilmelding.