Samarbejde med Margrethe Hjemmet

Kunst til beboerne på Margrethe Hjemmet

Samarbejdsaftale med Margrethe Hjemmet

Roskilde Kunstforening har indgået samarbejdsaftale med Margrethe Hjemmet om at vise kunstudstillinger primært til gavn for stedets beboere, men også til besøgende.

Adresse: Margrethe Hjemmet
Bredgade 4, 4000 Roskilde
(Indgang ved Gullandsstræde)

Åbningstider: Hverdage i dagtimerne

 

Fra maj 2025 og tre måneder frem viser Roskilde Kunstforening en udstilling med tre billedkunstnere fra Roskilde

Udstillingen åbnede den 12. maj 2025 og ferniseres onsdag den 28. maj kl 14. Margrethe Hjemmet er vært og giver et lille glas.

     

 

Præsentation af kunstnerne

De tre kunstnere er alle medlemmer af den lokale kunstnergruppe Onsdagsmalerne.

Kirsten Christiansen

"Da jeg var 17 år gammel, blev jeg præsenteret for radering i kobberplade - og jeg har lige siden været begejstret for grafikken!

I mit arbejdsliv har jeg undervist børn og voksne i billedkunst. Nu benytter jeg mig af mange forskellige grafiske teknikker, når jeg trykker. De har alle deres egen karakter. Her er repræsenteret monotypi, akvatinte, radering, iristryk og mixed media.

Naturen er en stor inspiration, fortolket og forenklet. Valmuebillederne er ikke grafik, men en blanding af maling og indfarvet kaffegrums, der skal give blomsterne kraft og styrke."

Man kan se mere på min hjemmeside: kirstenlyhne.dk.

Hans Jørgen Bendixen - digital billedkunstner

"Jeg har altid fotograferet – altid været på jagt efter det foto, hvor apparatets nøgterne registreringer stemmer 100 % overens med det, jeg selv har set og oplevet, da jeg tog billedet.

Mens jagten pågår, arbejder jeg digitalt med mine egne fotos fra et langt liv. Her stræber jeg efter at fremstille digitale fotomontager, som viser min oplevelse af noget jeg har set med mine egne øjne.

I arbejdsprocessen er bearbejdede brudstykker af mine fotos min maling, pc-programmets værktøjer er mine pensler og skærmen mit lærred.

I serien De fire årstider består hvert værk af bearbejdede brudstykker af 4-6 fotos fra mit arkiv af træer fra de fire årstider. Jeg har i serien skabt 4 generiske træer, der hver især viser min forestilling om et træ ved vintertide, et træ ved forårstide, et sommertræ og et træ i efterårsfarver. Dertil kommer, at hvert træ står op mod en himmel, som har den farve, som for mig er karakteristisk for årstiden."

Hans Jørgen Bendixen, 27621006, HJABendixen@gmail.com

Mette Harreby

"Jeg har malet med akryl på lærred gennem en årrække og foretrækker altid at starte et billede med sort baggrund. Jeg har en koloristisk, figurativ tilgang til de billeder jeg maler, hvor naturen er den grundlæggende inspirationskilde.

Som regel maler jeg efter motiver, jeg selv har oplevet, især fra de nordiske lande, hvor jeg benytter printede billeder som oplæg. Genne de sidste år har jeg også kastet mig over portrætmaling."

mharreby@yahoo.dk

 

Fra januar 2025 til april 2025 viser Roskilde Kunstforening en udstilling med værker af Lars Holbroe.

Denne gang er udstillingen med en lokal kunstner, nemlig Lars Holbroe, der er uddannet fra hhv. Skolen for Brugskunst i 1981, Det kongelig Danske Kunstakademi i 1989 og senest fra Grafisk Skole Kunstakademi i 1995. Holbroe har udstillet mange steder på i Danmark siden 2010, så måske har du mødt nogle af hans værker ved tidligere lejligheder? Nu kan de ihvertfald nydes på Margrethe Hjemmet af dets beboere og gæster.

 

    

 

 

September til december 2024 har Roskilde Kunstforening vist en udstilling med værker af Ole Olsen.

Kan to 9-årige drenges cykeltur fra Holbæk til Roskilde blive til god kunst?
Svaret er ja, og beviset kan ses i udstillingen på Margrethe Hjemmet. Kunstneren bag værkerne er maleren Ole Olesen, der i 1952 sammen med en kammerat foretog en cykeltur fra Holbæk til Roskilde for at se Roskilde Domkirke. Men alt gik ikke helt som planlagt, og hjemme ventede urolige forældre.

I årene 2019-2022 har Ole Olesen visualiseret oplevelsen og minderne om turen i en række personlige fortællinger, der fremkalder både smil, alvor og undren.

Ole Olesen er uddannet på Kunstakademiets maler- og grafiske skole 1964-71, og netop det grafiske er et markant karaktertræk i billederne. Personer og genstande står som stregtegninger eller silhuetter i landskaber og byrum, bygget op af klare farveflader, der ofte modsvares af det mørke og nedtonede.