STORE TÆNKERE I DET TYVENDE ÅRHUNDREDE

v/ Søren Gosvig Olesen, lektor (KU), dr.phil.habil.

6 gange: 06.09, 13.09, 20.09, 27.09, 04.10, 11.10

Alle gange kl 19.00

Sted: VUC, Læderstræde 4

Pris: 420 kr

At filosofere er – til en begyndelse – at undre sig. Det vil vi fortsætte med her. Vi vil læse nogle af det tyvende århundredes tænkere uden at bekymre os om ortodoksien omkring dem.

Forelæsningsrækken tilbyder mindre et overblik over de valgte filosoffers liv og værk end et blik ind i de problemfelter, de mødte. For det er ikke de svar, de fandt, men derimod de spørgsmål, de stiller, som appellerer til tænkningen den dag i dag.

Når deres disciple har set svar der, hvor læremestrene så spørgsmål, er det dog også, fordi de fleste af det tyvende århundredes store filosoffer ikke har undladt at forsøge sig som systembyggere. Dog kun for at erfare, at tænkningens opgave er en anden.

 

WITTGENSTEIN

er kendt som forfatteren til to værker, Tractatus logico-philosophicus (Logisk-filosofisk afhandling) fra 1921 og de posthume Philosophische Untersuchungen (Filosofiske undersøgelser) fra 1953, og for det kuriosum, at forfatteren af sidstnævnte optræder som skarp kritiker af førstnævnte. Siden Wittgensteins død er der imidlertid udkommet adskilligt andet, studerendes noter fra hans forelæsninger, hans egne noter, dagbøger og papirer samt nedskrifter af samtaler med ham. Måske har Wittgenstein på et tidspunkt ment at have løsningen på de filosofiske problemer. Mere sandsynligt har han villet vise, had der får os til at stille dem.

 

HUSSERL

går for at være fænomenologiens grundlægger. Som sådan dyrkes han den dag i dag, hvor hans hovedbegreber udforskes som fundament for en fænomenologisk filosofi. Da han til sidst kobler sin fænomenologi på bevidsthedsfilosofiens tradition fra Descartes og Kant, har han selv banet vejen for en opfattelse af fænomenologien som traditionel filosofi. Ser man nærmere på hans hovedværker, Logische Untersuchungen (Logiske undersøgelser) fra 1900 og Ideen I (Ideer, I) fra 1913, tegner der sig et noget andet billede: Fænomenologien defineres som studiet af tingenes væsen. Hvilket er revolutionerende i forhold til traditionen, hvor fænomen og væsen står som hinandens modsætninger.

 

HEIDEGGER

gjaldt i lang tid som eksistensfilosof og fænomenolog. Hans banebrydende værk Sein und Zeit (Væren og tid) fra 1927 åbner da også med en analyse af den menneskelige væren. Men der er tale om et forsøg på at åbne spørgsmålet om væren overhovedet. Hvor ontologien lukker sig og bliver metafysik, vil Heidegger forsøge at tænke det at være uden substans og uden faste instanser. Dermed tilbyder han ikke en ny ontologi, men en ny måde at stille ontologiens spørgsmål på. Mere end nogen anden kommer han ad den vej også til at omdefinere filosofien, der nu endegyldigt må blive noget andet end videnskab og forstå sig selv som proces i stedet for resultat.

 

SARTRE

er hovedfiguren i efterkrigstidens eksistentialisme. Som sådan er også han kendt for sine begreber om angst, frihed, valg, osv. Det første hovedværk L’être et le néant (Væren og intet) fra 1943 beskriver mennesket ud fra disse begreber, det sene hovedværk Critique de la raison dialectique (Kritik af den dialektiske fornuft) fra 1960 forsøger en tilnærmelse af eksistentialismen til marxismen. Men det er nok så meget med sine eksempler og sin evne til at udfolde dem, Sartre kan sige os noget i dag. Pierres fravær, parret på caféen, tjeneren og den homoseksuelle fra Væren og tid, eller serien, gruppen og institutionen fra Kritik af den dialektiske fornuft illustrerer det problematiske ved mellemmenneskelige forhold på en måde, der peger ud over Sartres tid og ud over eksistentialismen som mode.

 

MERLEAU-PONTY

kendes som kroppens filosof, og for så vidt tror vi at være på sikker grund, for en krop har vi alle. Men vi kender den ikke ifølge Merleau-Ponty. Vi så at sige praktiserer verden med vores kroppe, men så snart vi skal til at beskrive den bare lidt, er vi ovre i teoriens verden. Der er genstandene imidlertid færdige og veldefinerede, hvorimod den verden, vi færdes i, er en stadig tilblivelse. Phénoménologie de la perception (Sanseiagttagelsens fænomenologi) fra 1945 er et forsøg på at vise det med udgangspunkt i menneskets egen krop. Senere som i Signes (Tegn) fra 1960 udvides perspektivet til at beskrive det kropslige i al erfaring, ”verdens kød”. Vi lærer at tale, lærer at beherske et sprog, som vi først skulle lære at stå og gå, vi erobrer verden omkring os, som vi engang erobrede vores egen krop. Men det afgørende punkt er at se forholdet til verden og forholdet til os selv som noget, der hele tiden skal etableres.

 

DERRIDA

bliver anledning til dekonstruktionen som filosofisk bevægelse. Længere kan man ikke komme fra filosofiens tilbøjelighed til at blive system eller ”isme”. Som tidligere filosofi i det 20. århundrede er dekonstruktion, opgør med metafysikken, dekonstruktion betyder simpelthen dekonstruktion af metafysikken. Det betyder også, at dekonstruktionen altid søger forskellen frem for det, som en forskel er forskel imellem, sådan som lingvistikken definerer betydningen ud fra forskellen, uanset om det er lyde eller skrifttegn, der er forskel imellem, eller som ontologien kommer på sporet af det at være ud fra forskellen mellem væren og det værende. Fra de tidlige værker om lingvistikken og fænomenologien, som De la grammatologie (Grammatologi) og La voix et le phénomène (Stemmen og fænomenet), begge fra 1967, udvider Derrida efterhånden dekonstruktionens anliggende til også at gælde etik, politik og religion.

Tilmeld dig her