Palæfløjen - Roskilde Kunstforening

Kunstrejse til Wien
- for medlemmer af Roskilde Kunstforening

Program for rejsen:
Wien er ikke kun den charmerende by fyldt med klassisk musik, imponerende paladser og hyggelige caféer, men også en by præget af turbulente omvæltninger politisk, kulturelt og kunstnerisk. Begge dele skal vi naturligvis beskæftige os med på denne tur.

Vi skal vandre en tur langs de imponerende bygninger på Ringstrasse med stop bl.a. ved den imposante parlamentsbygning skabt af den danske arkitekt Theophilius Hansen.

Vi skal til Mozart koncert i den berømte Musikverein (hvorfra vi jo ser nytårskoncert hvert år), som også er tegnet af Theophilius Hansen.

Vi skal naturligvis også have en rundvisning i Operaen og ind og se hestene træne i Den spanske Rideskole. Vi skal besøge slottet Belvedere og det kunsthistoriske museum, hvor vi bl.a. skal se en meget fin samling af Bruegel den Ældres værker.

Og vi skal naturligvis besøge domkirken, Stefanskirken - byens vartegn.

“Omvæltningerne” møder vi bl.a. ved at besøge den ikoniske Secession bygning med Beethoven frisen. Bygningens jugend-stil varsler de nye tider.


Vi skal nærstudere tre af de vigtigste billedkunstnere i dette nybrud: Gustav Klimt, Egon Schiele og Oskar Kokoschka - ved besøget i førnævnte Belvedere og det kunsthistoriske museum.

Fra den klassiske Mozart musik, som vi skal høre i Musikverein, sker der også en voldsom omvæltning af musikken med Arnold Schönbergs “dissonans-musik”.
De politiske og kulturelle omvæltninger møder vi bl.a. ved det jødiske monument og ved Heldenplatz, hvor Hitler bekendtgjorde Østrigs indlemmelse i Nazi-riget.

Og der bliver mulighed for at besøge Freuds lejlighed og konsultation i Berggasse 19 og Hundertwasser’s boligkompleks.

Naturligvis bliver der også tid til på egen hånd at gå på opdagelse i byen, som er nem at finde rundt i.

Hotellet ligger centralt i et hyggeligt kvarter.

Praktiske oplysninger

Deltagerantal: 33 personer

Tidsrum: 20. september til 25. september 2021

Pris: 9.200 kr for dobbeltværelse

Pris: 10.400 kr for enkeltværelse

Inkluderet:

Fly København - Wien tur/retur

Bustransfer lufthavn - hotel tur/retur

Fem overnatninger på hotel Post - bad og toilet på alle værelser

Fem x morgenmad på hotellet

Tre fællesmåltider (eksklusiv drikkevarer)

Entre til rundvisning i Operaen, til koncert i Musikverein med Wiener Mozart orkestret, til Belvedere og Det kunsthistoriske Museum, til Secession bygningen, til Den spanske rideskole.

Der bliver to fællesmøder inden turen. Datoer oplyses, når deltagerlisten er på plads

TILMELDING

sker via dette link (først muligt fra tirsdag den 6. juli kl 16.00) - KLIK HER

Der kan kun tilmeldes én person ad gangen, og rejsen er - som allerede nævnt - kun for foreningens medlemmer.


Depositum, kr. 2.000,00 betales via netbank senest tre dage efter man har fået bekræftelse på, at man står på deltagerlisten:

Reg. nr.: 1551, Kontonr. 1129791

(husk at skrive ”Wien” og jeres navn(e).

For de der skal bo på dobbeltværelse er det nok, hvis en betaler for begge.

Efterfølgende får alle deltagere besked om andre praktiske oplysninger, bl.a. om betaling af restbeløb, forsikring mm.

Der vil blive oprettet en venteliste

Afmeld nyhedsbrev