Palæfløjen - Roskilde Kunstforening

Alt er i bevægelse – en udstilling med Kirstine Vaaben og John Olsen

Fra den 21. august til den 26. september 2021
Fernisering lørdag den 21. august kl. 12-14

 

Udstillingen Alt er i bevægelse præsenterer værker af Kirstine Vaaben og John Olsen og viser forskellige tilgange til den organiske verden samt en fælles optagethed af naturens forekomster.

Kirstine Vaabens kunstneriske praksis omfatter en række forskellige medier som skulptur, tegning, akvarel, collage, foto og udsmykninger i det offentlige rum.

På udstillingen vises Kirstine Vaabens store tegninger i kul, pastel, blyant, og serier af relieffer med aftryk af tørrede planter i gips. Samlinger af tørrede planter og andre materialer i ophængte skulpturer. Skulpturer i ler, gips, bronze samt collager og fotogravure. Der vises nye serier af akvareller og tegninger. Udstillingen indeholder både nye og ældre værker, som ikke har været vist før og viser en bredde og interesse for at bruge forskellige materialer. Materialerne bærer indholdet med sig sprogløst.

Udstillingen viser også et udvalg af papirarbejder af John Olsen som Kirstine Vaaben har udvalgt. Det drejer sig om værker på papir i kul, pigment og tusch. Disse værker vil hænge i et rum for sig.

Omkring ideen med at vise de to kunstnere sammen skriver Kirstine Vaaben: Min tanke om udstillingen, da jeg blev spurgt, om jeg ville lave en udstilling med John Olsens og mine værker, var, at der er en fælles interesse for tegning og collager i store formater og en interesse for objekter fundet i naturen.

Udstillingen har været planlagt længe, så det er med stor glæde, at vi nu endelig kan byde velkommen til Alt er i bevægelse i Palæfløjen.

Kirstine Vaaben er uddannet fra Det Kongelige danske Kunstakademi i 1997, hvor hun gik hos Vibeke Mencke Nielsen, Morten Stræde og Bjørn Nørgaard på henholdsvis Billedhuggerskolen Charlottenborg og Grafisk Skole.

Læs mere og se flere billeder på vores hjemmeside - klik her

Afmeld nyhedsbrev