Palæfløjen - Roskilde Kunstforening

STRANDSTRÆDE KERAMIK I KUNSTHUSET PALÆFLØJEN

Lørdag d. 29. august kl. 12 ferniseres udstillingen ”Strandstræde KERAMIK” med værker af keramikerne Gunhild Aaberg, Beate Andersen og Jane Reumert. Kunstnerne vil være til stede under arrangementet. Disse elegante værker af høj kvalitet kan derefter beses i Palæfløjen til og med søndag d. 11. oktober kl. 16.

OM KUNSTNERNE: Alle tre keramikere udgik fra Kunsthåndværkerskolen i 1964, hvorefter de hurtigt indgik i et værkstedsfællesskab i Lille Strandstræde.

Gunhild Aaberg, født i 1939, har soloudstillet i bl.a. Kunstindustrimuseet i København samt flere gallerier i udlandet, deriblandt Carlin Galleri i Paris. I Chicago, London, Ghana, New York mm. har hun desuden deltaget i gruppeudstillinger. Guunhild Aaberg har hele to gange modtaget legater af Statens Kunstfond, både den livslange hædersydelse og det 3-årige arbejdslegat. Gunhild Aabergs former består af blokke og kuber med dybde og gruber. Flere af dem giver beskueren en fornemmelse af at træde ned i selveste kongekammeret i en pyramide eller kaste et stjålent blik ind i en hemmelig hule. Der leges med skifergrå nuancer og kontrastfarver, men det overordnede udtryk af nærmest fabrikatmosfæren fra tiden før jerntæppet faldt.

Beate Andersen, født i 1942, har bl.a. soloudstillet i Æglageret i Holbæk og i Galleri Nørby i København. I udlandet har man set hendes værker i byer som Oxford, Stockholm og Paris. Det er blevet til mange gruppeudstillinger, bl.a. i Pennsylvania, Bruxelles og London. Af priser kan nævnes Statens Kunstfond i både 1972 og 2009 samt Kunstakademiets præmiefond og Henry Heerups Legat. Beate Andersens kunst er grafisk elegance med sorte og lyse felter i kontrastisk leg, kun afbrudt af en iøjenfaldende farve som f.eks. orange. Den skarpt formulerede grafik står i grel kontrast til de runde og bløde former, som selve krukkerne og skålene har.

Jane Reumert, født i 1942, har haft soloudstillinger i Göteborg, Grimmerhus i Danmark, Paris, Kunstindustrimuseet mm. Af gruppeudstillinger kan nævnes Keramiske Veje i Den Frie's udstillingsbygning, 2007 biennalen på Trapholt og flere udstillinger i udlandet, f.eks. Chicago, New York, Bruxelles og Ghana. Jane Reumert har modtaget flere arbejdslegater fra Statens Kunstfond, samt Politikens Fond, Ny Carlsberg Fondet, Augustinus Fonden mm. Jane Reumerts kunst kaldes “ornitologisk arkitektur” med henvisning til de skelet-fragmenter af dyr, fisk og fugle, der inspirerer hende til de skarpe, fnuglette former. Således opstår tårne og siloer med papirstynde ribber og skrøbelige skel.

Udstilling: Strandstræde KERAMIK – keramikbiennale 2015
Kunstnere: Gunhild Aaberg, Beate Andersen og Jane Reumert
Sted: Kunsthuset Palæfløjen, Stændertorvet 3C, 4000 Roskilde
Fernisering: Lørdag d. 29. august, kl. 12
Periode: 29. august – 11. oktober
Åbningstider: ti-sø kl. 12-16
Adgang: Gratis

Besøg vores hjemmeside - klik her
Følg med på facebook - klik her

Afmeld nyhedsbrev