Kære vagter, sjak, skolegruppe, andre frivillige og bestyrelse.
I år tager vi alle på en fælles tur, og den går til Wanås i Skåne ca. 2 timers kørsel fra Roskilde.
Wanås Kunst er en af verdens førende skulpturparker. Hvert år inviteres kunstnere fra hele verden til at skabe nye skulpturer og installationer til stedet. Samlingen omfatter 75 faste værker af blandt andre Yoko Ono, Jeppe Hein, Dan Graham, Per Kirkeby og Rana Begum. Disse værker findes rundt om i parken.
Udover skulpturerne arbejder institutionen med dans, design og skrivning. Arbejdet med at formidle ud fra pædagogisk perspektiv har været i stærk udvikling de seneste år.
I 2022 er temaet Svimlende Former, Holdbarhed og Leg.
Der sættes fokus på kunstnere, der arbejder med forandring og materialeudvikling. Den danske kunstner Peter Linde Busk og den internationale designgruppe Numen er inviterede.
Peter Linde Busk har de seneste år som tilgang til sine værker brugt genbrug, både restmaterialer og egne gamle værker. De bliver dele af nye relieffer og mosaikker.
Numen har skabt en stor installation, der breder sig ud fra en 50 meter lang bygning. Man kan gå på opdagelse i installationen, der er bygget af reb og nedbrydeligt tape.
Programmet er følgende:
Kl. 8.00 Afgang Fondens bro med bus
Kl. 10.15 Ankomst til Wanås
Kl.10.15 - 11. Kaffe/te med en kanelbolle
Kl. 11.00 - 12.30 Guidet rundvisning i parken
Kl.12.30 - 13.30 Frokost
Kl.13.30 - 14.30 tid til selv at gå rundt
14.30 Afgang fra Wanås
16.30 ca. Hjemkomst