|
Opera i Palægården 2015 Traditionen tro er det igen i år muligt at få en dejlig operaoplevelse i den smukke Palægård med udsigt til Domkirken. Vi sørger for borde og stole, traktementet bestemmer man selv. Fremragende solister fra Det Kongelige Teater synger udvalgte arier og duetter fra den kommende sæsons repertoire og akkompagneres på flygel.
 Koncerten afholdes søndag den 2. august kl. 19.30. De medvirkende sangere er i år Hanne Fischer (konferencier og mezzosopran), Anke Briegel (sopran), Sine Bundgaard (sopran), Peter Lodahl (tenor) og Henning von Schulman (bas). De akkompanieres af Leif Greibe/Orsi Fajger (pianist).
Operaens repertoire i den kommende sæson omfatter bl.a. Verdis „La Traviata” og „Falstaff”, Webers „Jægerbruden”, Wagners „Lohengrin” og Mozarts „Figaros Bryllup”, så publikum kan sikkert allerede nu glæde sig til at høre uddrag af disse værker.
Dørene åbnes kl. 18, hvor man kan tage plads med sin madkurv ved det bestilte bord. Der vil være mulighed for at købe drikkevarer.
Koncerten begynder kl. 19.30 og varer godt 2 timer inkl. pause.
Koncerten arrangeres af Roskilde Musikforening, Roskilde Kunstforening og Roskilde Teater med støtte fra Nordea Fonden og Roskilde Kommune.
Billetter koster 250 kr. og kan købes på www.Billetexpressen.dk, hvor man også kan få medlemsrabat. For at komme direkte til arrangementet, klik her.
Link til billeder af de medvirkende kunstnere - klik her
Vejret
Opera i Roskilde gennemføres i 2015 for 26. gang, og vi har endnu ikke måttet aflyse operakoncerten på grund af dårligt vejr. Her er vores retningslinjer:
Beslutningen om udsættelse eller aflysning tages tidligst ved koncertens start. Opera I Roskilde er i løbende i kontakt med Meteorologisk Institut omkring vejrprognoser for området. I tilfælde af regnvejr vil koncerten blive forsøgt gennemført. Ved kraftigere regn kan koncertens start blive udsat i op til 30 minutter eller midlertidigt afbrudt undervejs.
Aflysning inden forestillingens start Såfremt forestillingen aflyses inden forestillingens start, refunderes publikums købte billetter – dog ikke gebyrer. Dette sker på salgsstedet.
Udsættelse Såfremt Meteorologisk Institut meddeler, at der forventes opklaring indenfor 30 minutter, udsættes koncerten midlertidigt. Genoptages koncerten, refunderes billetterne ikke.
Midlertidig afbrydelse Er der varslet byger, afbrydes koncerten midlertidigt. Genoptages koncerten, refunderes billetterne ikke.
Aflysning efter koncertens start Hører regnen ikke op, sådan at resten af koncerten må aflyses efter afbrydelsen, gælder følgende retningslinjer:
- Hvis koncerten aflyses inden pausen, refunderes billetterne ved det oprindelige salgssted – undtagen gebyret.
- Hvis koncerten aflyses efter pausens begyndelse, refunderes billetterne ikke.
På vegne af Roskilde Musikforening, Roskilde Kunstforening og Roskilde Teater
Lars Olsen, formand for Roskilde Teater
|