Logo

Søndagssalon om Lundbyeroman

Søndag den 31. oktober kl. 14-15.30 arrangerer kunstforeningen en søndagssalon, hvor forfatteren Peter Løhr taler om sin anmelderroste roman “Hulemennesket”, der handler om guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye (1818-48), kendt for sine køer og landskaber, sit plagede sind og mystiske dødsfald i Treårskrigen.
I 1845 rejser Lundbye ned til den danske kunstnerkoloni i Rom. Udadtil søger den unge maler fremskridt og berømmelse i Den Evige Stad. Indadtil er rejsen en flugt, et måske sidste forsøg på at finde den dybere tro, ro og retning, der for alvor kan få ham ud af sin depressive ”hule” og ind i lyset og verden. Men finder Lundbye endelig vejen ud af hulen i det sanselige og religiøse Rom? Og hvordan hænger hans romerske åbenbaringer sammen med hans senere valg om at gå i krig?

Peter Løhr, der har været hele seks gange i Rom for at researche til romanen, tager os med på sin særlige Guldalder-rejse i Lundbyes fodspor. Det sker bl.a. gennem fremvisning af store kunstværker og endnu større personligheder (fx Jerichau, Marstrand, Thorvaldsens datter). Oplæsning fra romanen. Og ikke mindst underholdende anekdoter side om side med kunstnernes beretninger om tvivl, tro, håb og søgen efter identitet – herunder også Peters Løhrs personlige livtag med Lundbye, litteraturen, livet og bevæggrunde for at skrive sin roman.
Peter Løhr er født i 1986, uddannet i kunst- og kulturhistorie fra Bergens og Københavns Universitet. I 2015 vandt han Skovhuslyrikerprisen for sin debut i tidsskriftet Hvedekorn. Hulemennesket er Løhrs romandebut og er baseret på maleren J.Th. Lundbyes liv. 

 
Tid og sted:
Kunsthuset Palæfløjen
Søndag den 31. oktober kl. 14-15.30.
 
Der kan kun tilmeldes én person ad gangen..
Max. deltagerantal er 35 personer efter først til mølle-princippet.
Arrangementet er gratis og kun for kunstforeningens medlemmer.
 

Arrangementsansvarlig: Wedell Naumann, 20254556 naumann.wedell@gmail.com

Afmeld nyhedsbrev