Palæfløjen - Roskilde Kunstforening

Kompositoriske Smuler -
en musikalsk udlægning af Søren Kierkegaards skrift Philosofiske Smuler

Sankt Jørgensbjerg Sognegård sætter musikken i højsædet og indbyder til koncert med eftertanke.

Kuno Kjærbye skabte værket Kompositoriske Smuler på bestilling af Roskilde Kunstforening i 2013 (200-året for Kierkegaards fødsel), og siden uropførelsen i Palæfløjen her i Roskilde har det været opført flere gange.
Om værket siger Kuno Kjærbye: ”Søren Kierkegaard arbejder i sit værk med det historiske som en sanselig gestalt i nuet. Hvordan levendegør man lige det i musikken? Mit svar var at inkorporere Mozart og Brahms - sådan at der skabes et rum, hvor tilhøreren kan opleve tankevækkende referencer eller blot sanse og give sig hen”.

Videre forklarer Kjærbye: ”Det store dirigent Bruno Walter talte om den udstrakte musikalske tid - en tidslig rummelighed, som han så markant manifesteret i Mozarts operaer. Her ejer tre sekunders musik en dybde og historie, som ligger langt ud over de 3 sekunders faktiske forløb. En meget lignende sans for ”udstrækning” findes i Philosophiske Smuler, hvor Kierkegaard tager afsæt i Sokrates` spørgsmål om ”Hvorvidt kan Sandheden læres”. Derfor blev den spænding mellem erindring og nuet, som ligger i Kierkegaards udsagn, at ”Læren og Søgen kun er Erindren”, bestemmende for mit valg af musik til Kierkegaards værk”.

På den måde er det ikke kun en koncert, men også et dialogmøde med publikum. Efter koncerten vil publikum derfor blive budt på et glas vin og en dialog om Søren Kierkegaards skrift og musikken, man netop har hørt.

Tid og sted: torsdag d. 31. oktober kl. 19.30 i Sankt. Jørgensbjerg Sognegård, Møllehusvej 120, 4000 Roskilde - der er fri entre til koncerten.


Kompositoriske Smuler af Kuno Kjærbye - en musikalske udlægning af
Søren Kierkegaards skrift Philosofiske Smuler


Medvirkende:
Teit Kanstrup - baryton,
Christian Larsen klarinet,
Kirsten Beyer-Karlshøj klaver,
Kuno Kjærbye violin.

 

Se yderligere: http://kunokjaerbye.dk/projekter/kompositoriske-smuler/

 

Afmeld nyhedsbrev