|
Koncert i Palæhaven i Roskilde
Lørdag den 8. august kl. 13 kan handelen på Stændertorvet ledsages af en rigtig god udendørs musikoplevelse i den tilstødende Palæhave, med indgang fra Palæets port. Strygekvartetten Dream Your Music gæster igen i år Palæhaven og pynter med smukke toner i flotte omgivelser. Som noget nyt er programmet i år blevet sammensat efter ønsker fra sidste års begejstrede publikum. En dejlig eftermiddag med mange klassikere venter. Kom og hør blandt andet den dramatiske Tango Jalousi, den smukke Thaïs Meditation, uddrag fra Porgy & Bess, Rusalkas vidunderlige sang til Månen og ikke mindst uddrag fra Vivaldis 4 årstider. Violinist Hélianne Blais vil sørge for at præsentere og snakke om værkerne på programmet. Kammermusik i en afslappet atmosfære.
 
Kvartetten består af Hélianne Blais, violin, - Jenny Elfving, violin, - Nicolaj Møller Nielsen, bratsch og Ida Nørholm, cello.
Der er fri adgang.
Koncerten er arrangeret af Roskilde Musikforening og Roskilde Kunstforening.
I tilfælde af dårligt vejr afholdes koncerten i Kunstforeningens lokaler.
|