Roskilde Åben 2016
- at være med til censurering

Af Jes Nysten, november 2016

Endnu engang kan vi slå dørene op for en stor censureret udstilling i Kunstforeningen. 

Det er naturligvis altid med stor spænding, vi planlægger en sådan udstilling. For vi aner jo ikke, hvem der tilmelder sig, og dermed heller ikke, hvilke værker, der bliver indleveret. 

De censorer, vi har spurgt, kender vi naturligvis. De fleste har været med før, men hver gang er det nye konstellationer - censorerne kender ikke nødvendigvis hinanden - og det gør jo også censureringen spændende: hvordan vil de arbejde sammen? Vil de overhovedet kunne blive enige i vurderingen af værkerne?

Det viser sig så år efter år, at censorerne heldigvis er gode til at samarbejde og i fælleskab finde frem til de værker, der skal godtages og dermed udtages til udstillingen. 

Det tager det meste af to dage med censureringen. Når der er ca 500 værker af 122 kunstnere, tager det tid at se, at vurdere, at blive enige! 

Systemet er enkelt nok: der er røde, gule og grønne mærker til rådighed. Vælger censorerne at give værket et grønt mærke, er det med det samme antaget. Med et rødt mærke er værket med det samme afvist. Det svære, og det der oftest tager tid, er brugen af de gule mærker. I første omgang vælger censorerne at sætte gult på de værker, som kan gå begge veje. De får så lov til at stå, indtil alle værker er gennemset og vurderet. 

Derefter bliver værkerne med de gule mærker taget frem igen til en ny vurdering. For vi skal jo nå frem til kun at have værker med grønne og røde mærker på. 

 

Bestyrelsesmedlemmerne har til opgave at bære værkerne frem for censorerne til bedømmelse og så efterfølgende få fordelt dem efter mærkernes farve. 

Det er naturligvis alene censorerne, der bedømmer og udvælger, men det kan da være svært engang imellem at kigge på uden at måtte blande sig! Men sådan et aftalen. 

Nu er censureringen som bekendt ikke kun en bedømmelse af de indleverede værker, det skal også ende med en udstilling. 

Og derfor er der også endnu et vigtigt spændingselement : hvor mange værker kommer der overhovedet igennem de "strenge" censorers nåleøje? 

For vi kan jo i princippet risikere, at der kun er 20 værker, der slipper igennem!

Men heldigvis er det hvergang sådan, at der er nok godkendte værker til en udstilling. 

Og det skyldes jo, at der hver år indleveres rigtig mange virkelig gode værker, så det ikke giver problemer for censorerne at vælge en stor fyldestgørende samling af værker.

Sådan også i år. Kvaliteten er høj, og vi får en meget spændende udstilling ud af det. Ja, der er i år kommet så mange værker med (110), at vi har måttet benytte os af den gode gamle "salon-ophængning", hvor værkerne hænger helt tæt ved siden af hinanden og over hinanden! Men det giver også en fin fornemmelse af diversitet og den samlede kvalitet.

Vi uddeler fem priser ved ferniseringen. Kunstforeningen har tre priser til uddeling, Roskilde Avis giver en pris, og Danske Bank uddeler en frivillig-pris til en af vore dygtige frivillige.

Og så er der blot tilbage at glæde sig: endnu engang er "Roskilde Åben" blev en fest af en udstilling.

 

Glem ikke at skrive en kommentar nedenfor.

Du kan læse tidligere blogindlæg her.