Logo

Kunsttur til Provence 4. – 10. september 2018

Kunstforeningen arrangerer en kunstrejse til Provence fra den 4.-10. september 2018.

Programmet bliver som følger:

Tirsdag den 4.9.:
Vi flyver fra København kl. 10.30 med Norwegian, ankomst i Nice kl. 12.50. Her bliver vi afhentet af vores bus, som kører os direkte til Musée d’Art Moderne, hvor vi bl. a. ser værker af Yves Klein, Nicky de Saint Phalles, Andy Warhol og Roy Lichtenstein. Herefter kører vi videre til hotellet i Nice, hvor vi bliver indkvarteret. Hotel Monsigny (el. lign.) Om aftenen er der fælles middag på en restaurant i Nice.

Onsdag den 5.9.:
Efter morgenmaden går vi i samlet flok til Chagallmuseet, som rummer den største samling af hans bibelske billeder. Efter fælles frokost går vi videre til Matissemuseet, der indeholder en permanent udstilling med 900 af hans værker samt skiftende udstillinger om ham og hans samtidige.

Resten af dagen er til fri disposition, hvor man fx kan besøge domkirken, den russisk-ortodokse kirke, Musée Masséna eller Musée des Beaux-Arts – eller tage sig en dukkert i Middelhavet.

Torsdag den 6.9.:
Efter morgenmaden kører vi til Matisses kapel i Vence, Chapelle du Rosaire. Frokosten indtages i nabobyen St. Paul de Vence i den verdensberømte restaurant Colombe d’Or, hvor væggene er udsmykket med malerier af en lang række kunstnere som fx Mirò, Picasso og Braque, som betalte for maden i form af billeder.

Derefter kører vi til Aix-en-Provence, hvor vi beundrer det ikoniske bjerg St. Victoire, som Cezanne malede hele sit liv, og ser hans atelier.

Herfra kører vi til Arles, hvor vi bliver installeret i Hotel IBIS (el. lign.) hvor vi skal bo de næste 4 nætter.

Fredag den 7.9.:
Om formiddagen går vi i van Goghs fodspor. Vi ser bl. a. Natcaféen på Place du Forum, og vi besøger Fondation de Vincent van Gogh, hvor vi ser udstillingen ”Soleil chaud, soleil tardif”.

Herefter kører vi til Fontveille, hvor vi indtager frokosten på den dejlige restaurant Le Patio.

Efter frokost besøger vi Daudets Mølle, hvor vi hører historien ”Møller Cornilles hemmelighed” fra Alphonse Daudets ”Breve fra min mølle”.

Til sidst vender vi tilbage til Arles, hvor resten af dagen er til fri disposition. Det imponerende amphiteater bør besøges.

Lørdag den 8.9.:
Vi kører til den spændende middelalderby, Les Baux, som er højt beliggende i udkanten af Les Alpilles (de små Alper). Her besøger vi det fantastiske Carriéres de Lumiéres, som er et spektakulært audio-visuelt show i et kæmpemæssigt katedralagtigt rum inde i klippen. Billederne, som hele tiden er i bevægelse og skifter, findes både på vægge, gulve og lofter, hvorved man får en tredimensional effekt. Showet ledsages af musik, der passer perfekt til billederne. I år er det Picassos værker, der vises frem. Der bliver forhåbentlig også tid til en gåtur op igennem den smukke by, som godt nok er noget turistet!

Herefter kører vi til St. Remy de Provence, hvor frokosten indtages i en restaurant i bykernen, der oser af provencalsk stemning.

Efter frokost besøger vi sindssygehospitalet St. Paul de Mausole, hvor van Gogh var indlagt et helt år, indtil 2 måneder før sin død, og hvor han malede nogle af sine bedste billeder. Vi besøger klostergården, van Goghs værelse og den smukke have, som inspirerede ham. Der er udstillet værker af nogle af de nuværende patienter. Herefter går vi over på den anden side af gaden og ser Les Antiques, et mausoleum og en triumfbue, til minde om Cæsars sejr over gallerne.

Resten af dagen og aftenen er til fri disposition i Arles.

Søndag den 9.9.:
Vi kører til Avignon, hvor vi starter på pladsen foran det monumentale pavepalads. Herefter slippes vi fri til egne aktiviteter. Man kan se pavepaladset indvendigt, beundre den intakte bymur, besøge torvehallerne, gå rundt i den smukke by, shoppe eller simpelthen tage sig en café creme.

Frokosten indtages på egen hånd i Avignon, og derefter kører vi til den romerske akvadukt, Pont du Gard, et enestående bygningsværk fra 19 f. Kr.

Om aftenen er der fælles afskedsmiddag i Arles.

Mandag den 10.9.:
Vi forlader hotellet efter morgenmaden og kører direkte til lufthavnen i Nice, hvorfra vi letter kl. 13.30 med Norwegian mod København med ankomst kl. 15.45.

NB: Ret til ændringer forbeholdes.

Pris: 9.995 kr.

Inkluderet:

Fly København – Nice tur/retur

6 hotelovernatninger med morgenmad.

Bustransport i henhold til program

Entré til de fælles aktiviteter

2 x aftensmad

4 x frokost

Ikke-inkluderet

Rejse- og afbestillingsforsikring

Enkeltværelsestillæg (1650 kr.)

Al anden fortæring.

Drikkevarer til maden.

Tilmeldingsformular: Klik her

Der kan kun tilmeldes én person ad gangen, og arrangementet er kun for foreningens medlemmer.

Depositum, kr. 2000,00, betales via netbank ved tilmelding: Reg.nr. 1551 Konto 1129791 (husk at skrive "Provence" og jeres navn).
Restbeløbet indbetales senest den 22. juni. Indbetalingen kan godt finde sted for to personer samtidigt.
Max. deltagerantal er 30 personer efter først til mølle-princippet.

Der arrangeres en infoaften i Palæfløjen torsdag den 16. august kl. 19-21.


Turledere:

Jes Nysten, tlf. 24656783, mail: jes.nysten@icloud.com

Wedell Naumann, tlf. 20254556, mail: naumann.wedell@gmail.com

 

Afmeld nyhedsbrev