Palæfløjen - Roskilde Kunstforening

Danske kalkmalerier – hvad vil de os?

Foredrag og kirketur ved Søren Kaspersen, lektor emeritus, inst. for kunst og kulturvidenskab, Kbh. Univ.

Foredrag: torsdag d. 9. maj 2019 kl. 19 – 21 i Palæfløjen, Stændertorvet 3 c.
Kirketur: lørdag d. 11. maj 2019 kl. 10 – ca. 16.30. Rye, Skibby, Over Dråby og Gørløse kirke.

I et halvt årtusinde, fra omkr. 1100 til omkr. 1600, blev de danske kirker i rigt omfang udsmykket med kalkmalerier, der ofte dækkede alle vægflader ned til en meters højde over gulvet. Af denne rige billedskat har vi stadig betydelige levn, som taler til os fra forskellige perioder om centrale forhold: om kirken og dens liturgi, om forkyndelse og religiøsitet og om den åndelige og materielle kultur. Foredraget vil lede ind i dette univers ved at kaste lys på udviklinger i formsprog og motivkredse så som den markante overgang fra romansk til gotisk stil, og behandle vigtige hovedmotiver og temaer, så som Majestas Domini og høvisk kultur, i deres relation til teologi, fromhedsliv og samfund.

 

Den efterfølgende ekskursion til udsmykningerne i Rye, Skibby, Over Dråby og Gørløse kirker vil uddybe de forskellige perspektiver i introduktionen og samtidig give et indtryk af den kunstneriske udvikling fra middelalderkirkens markante fremvækst til perioden efter reformationen. Alt i alt vil vi møde en verden som spejler tidligere forståelser af mennesket og dets dannelsesprocesser og vidner om en tid, hvor vesteuropæisk kultur for alvor begyndte at tage form.

Tilmelding er mulig fra mandag den 8. april kl 9.00.

Klik her for at læse mere og for tilmelding

Afmeld nyhedsbrev