Kunsttur til Provence i dagene 4. - 10. September 2018

 

Der er god grund til at sige Roskilde Kunstforening, her personificeret i Jes Nysten og Wedell Naumann, en hjertelig tak for en formidabel tur til Provence i dagene 4. - 10. September. Med et tæt pakket program oplevede vi ca 30 deltagere mere end man som almindelig turist normalt klarer på en lille uge - og det hele i god stemning og med særdeles kompetent vejledning. Wedell sørgede for alt det praktiske på forbilledlig vis, og Jes tog sig af det ene mini-foredrag efter det andet, hver gang en ny seværdighed dukkede op, ligesom baggrundsviden om stilarter, filosofi og teologi flød i en lind strøm. Det var en fornøjelse at nyde godt af!

Direkte fra lufthavnen i Nice kørte vi til Musee d'Art Moderne,  hvor værker af Yves Klein, Nicky de Saint Phalles og Andy Warhol ventede. Spændende værker og et spændende hus. Et glimrende hotel centralt beliggende muliggjorde, at vi dagen efter spadserede til først Chagallmuseet og bagefter Matissemuseet, begge meget store oplevelser - hos mig var Chagall's bibelske billeder dog den største oplevelse. Det er nærmest ikke til at blive færdig med at betragte dem! Om aftenen nød vi det skønne vejr og den dejlige mad på i det gamle kvarter i byen. 

På vej mod Arles var første stop i Vence, hvor Matisse's kapel, Chapelle du Rosaire, gjorde et enormt indtryk. Jeg glædede mig over endelig at kunne besøge det - den meget korte daglige åbningstid har umuliggjort det tidligere. Og det hus besøger man ikke upåvirket - en dejlig oplevelse. I Vence's centrum var der tid til at nyde torvet med dets cafeer og til at besigtige kirken med en Chagall-mosaik inden frokosten med efterfølgende besøg på Fondation Maeght med bla de mange Miro-værker.

I Arles gik vi i Van Goghs fodspor med formiddagskaffe på Natcafeen på Place du Forum, vi besøgte Le Jardin de la Maison de Sante Arles - en yndig gårdhave til det hospital, hvor Van Gogh var indlagt i forbindelse med sit afskårne øre. Derfra til Fondation de Vincent Van Gogh med særudstillingen "Soleil chaud, soleil tardif".
Besøg ved Daudets Mølle, hvor Wedell læste historien "Møller Cornilles hemmelighed" fra Alphonse Daudets "Breve fra min mølle" - en fin og anderledes oplevelse - sluttede dagens program, men ikke dagen. Der var rig mulighed til at deltage i den byfest, der prægede Arles i de dage.

En af dagene gik turen til middelalderbyen Les Baux, en smuk, smuk by højt beliggende i de lige så smukke Les Alpilles (de små alper). Lige uden for Les Baux overværede vi et audiovisuelt show i en kæmpe katedrallignende hule i bjerget, "Carrieres de Lumieres". Et meget underholdende besøg og en ganske anderledes måde at opleve kendte malerier og kendt musik på. Vi nåede også sindsygehospitalet St. Paul de Mausole, hvor vi så Van Goghs værelse og besøgte klostergården og en dejlig have, en af Van Goghs inspiratorer. I tilgift lå Les Antigues lige ved parkeringspladsen - et mausoleum og en triumfbue opstillet af romerne til minde om Cæsars sejr over gallerne. Historiens vingesus kommer tæt på........

På sidstedagen var vi i Avignon med dens flotte pavepalads, som bare ved sin størrelse  imponerer. Men inden da opfyldte programmet et mangeårigt ønske hos mig: vi var ved Pont du Gard, det enestående bygningsværk fra år 19 før Kristus. Og det var en ligeså stor oplevelse som jeg havde forestillet mig!

Det var min første rejse med Kunstforeningen, men forhåbentlig ikke den sidste. I tilgift tIl en veltilrettelagt rejse får man nemlig også hyggeligt, lokalt rejseselskab. Hjertelig tak for det hele, både til rejsefæller og turledere!

 

Skrevet af Anne Rosendal, oktober 2018.