Aktuelt

Ret mange tegninger med billedkunstner Jesper Christiansen

Fra 23. sept. 2017 -
22. okt. 2017

RET MANGE TEGNINGER

Fra 23. sept. 2017  -  22. okt. 2017 udstiller billedkunstneren Jesper Christiansen


Udstillingen RET MANGE TEGNINGER vil bestå som titlen antyder af  mange tegninger og de spænder over perioden  fra 1984 og frem til idag.
Jesper Christiansen skriver selv om udstillingen: Jeg har aldrig betragtet mig selv som tegner, og siger altid, at jeg ikke tegner, alligevel må jeg konstatere at hver gang jeg rydder op på atelieret, så er der kommet en ny bunke til, uden at jeg rigtig har lagt mærke til det. Jeg tror, det hænger sammen med at tegningerne som regel er meget hurtige ( til forskel fra mine malerier der tager halve og hele år), og at de tematisk ligger et andet sted end malerierne.

Jeg laver ikke skitser til malerierne, så hvis der skulle være nogle motivmæssige sammenfald ( feks mellem stole tegninger og stole malerier) er de tidsmæssigt lavet på forskellige tidspunkter. Tegningerne er meget forskellige strøtanker, som efterhånden som der er kommet flere til gennem årene , har skabt et eget "Christiansensk" univers. De består ofte af både tegning og tekst, og der er en tendens til at teksten er et andet sted end billedet, og at de to ting sat sammen laver en slags irrationel eller ligefrem ulogisk pointe.

De senere år har jeg flyttet nogle af tegningerne over på Ipad, som jeg især har vist på nettet,- de har et midlertidigt præg som jeg hverken mediemæssigt eller indholdsmæssigt  synes gør sig godt på udstillinger, så dem må man se på feks Facebook. Selvom tegningerne bliver til i et slags "distræt"  og fraværende humør, opfatter jeg dem som intime budskaber der får mig til at reflektere over mit kunstneriske arbejde på forskellige måder, men også  livet som sådan.

Fernisering og udstillingsperiode
Udstillingen ferniseres lørdag d. 23. sept. kl 12.00 i Palæfløjen, Stændertorvet 3c, Roskilde
Kunstanmelder v. Politiken og debattør Trine Ross åbner udstillingen
 
Kunstneraften
Der er kunstneraften med Jesper Christiansen tirsdag den 10. oktober 2017 kl. 19. 
Medlemmer har gratis indgang og ikke medlemmer skal betale kr. 40,00
Læs mere om denne aften her